logo logo logo logo logo
Kontakt     FAQ

Morten Risager kan overraske til DM PDF Udskriv E-mail
16/08-2005

Mens Danmarks tre Grand Prix-kørere, Nicki Pedersen, Bjarne Pedersen og Hans Andersen har travlt med at undsige sig favoritværdigheden til fredagens individuelle DM på den fynske Fjelsted-bane, er det unge speedway-talent Morten Risager en af de outsidere, der rækker ud efter trofæet, hvis storfavoritterne svigter.

Allerede sidste år fik Morten Risager stor betydning for DM-titlen, da han kørte fra Nicki Pedersen i aftenens første heat. Det betød, at Bjarne Pedersen overtog DM-titlen, som Nicki Pedersen inden havde vundet to år i træk.

- Det var virkelig fedt at slå Nicki Pedersen, der var regerende verdensmester. Det gjorde mit DM til en succes. Jeg var meget stolt af den heatsejr, husker den 17-årige Morten Risager.

Når startsnoren glider til vejrs på fredag er sidste års DM-finale fortid, og koncentrationen vil lyse ud af samtlige deltagere. Det er noget specielt at vinde det danske mesterskab, og Morten Risager har i hvert fald den fordel, at banen i Fjelsted er hjemmebane for ham. Fredericia MK kører sine hjemmematcher på Vestfyn.

- Jeg er en af outsiderne, og jeg vil køre ud og gøre mit bedste. Der er mellem fem og otte kørere med medaljechance, og laver jeg nogle gode starter, kan jeg virkelig ramme en god dag. Jeg har nu ingen fast målsætning. Jeg er en af de mest uerfarne i feltet, siger Morten Risager.

Som alle andre ved han, at den danske top er bred. Foruden de tre Grand Prix-kørere besidder landsholdskørerne Niels Kristian Iversen, Charlie Gjedde og Kenneth Bjerre også stor klasse. Efter dem følger en del unge kørere.

- Feltet er nok det hårdeste og bredeste i 15-20 år. Det er bare om at skrabe så mange point som muligt sammen, siger Morten Risager.

Ved DM fredag 19. august på Fjelsted Speedway Stadion er første start kl. 18:30. 16 kørere kører alle mod alle og de fire bedste kører A-finale. Desuden køres der også B- og C-finale.

Morten Risager er 17 år. Han læser HH. Han er en af de største danske speedwaytalenter, og kører ligaløb for Fredericia MK i Danmark, Coventry i England, Smederna i Sverige og Brockstedt i Tyskland. Efter HH-eksamen næste sommer satser han 100 procent på sin speedway-karriere.

Vedr. billedmateriale henvises til www.mortenrisager.dk