Kontakt     FAQ

Danmarks Motor Union PDF Udskriv E-mail

 Danmarks Motor Union (DMU) er specialforbundet under Danmarks Idræts-Forbund som organiserer Motorcykel- og BMX sporten i Danmark. DMU-sporten er opdelt i 5 sportsområder (sportskommissioner): BMX - Motocross - Off-track - Road Racing og Speedway. For nogle af sportsområdernes vedkommende er der yderligere opdelt i forskellige specialdiscipliner. For at du kan være medlem af DMU, skal din Motorcykel- eller BMX klub være tilsluttet DMU. Er klubben tilsluttet DMU, er du selv automatisk medlem.

Sportsgrene i vækst

Det faste fundament for alle sportsgrene er en stor og velfungerende bredde. Indenfor de sidste 10 år har der været en jævn udvikling i antallet af medlemmer organiseret under DMU. Vist er der forskel på de enkelte sportsdiscipliners størrelse - således er DMU Motocross den medlemsmæssigt største af disciplinerne. Men alle disciplinerne har klubturneringer og nationale turneringer, hvor bredden har mulighed for at afprøve deres færdigheder og mødes med ligestillede. Bærende for al sport bør være sociale rammer som sikrer en sund og fair indstilling til det sportslige - såvel som sociale.

International og national organisering

Danmarks Motor Union er nationalt organiseret under Danmarks Idræts-Forbund (DIF) og internationalt organiseret under FIM (Fédération Internationale de Motocyclisme) og UEM (Union européenne de motocyclisme). Det giver mulighed for at danske Elite kørere under DMU kan deltage i internationale turneringer og ligeledes, at klubber organiseret under DMU får mulighed for at arrangere internationale elitearrangementer (f.eks. EM eller Grand Prix stævner). Det betyder at DMU og en del af dets klubber sætter en ære i at udvikle klubbernes evne til at organisere elitearrangementer, som kan fremvise det bedste af dansk motorcykel- og BMX sport. Samtidig har de bedste danske elitekørere qua DMU mulighed for landstræner- og Team Danmark støtte - til forsat udvikling af deres internationale potentiale.

Kort om BMX

 BMX (Bicycle Moto Cross) er den yngste af DMUs sportsdiscipliner. Oprindeligt opstod BMX i USA og blev i 70´erne og 80´erne en dille blandt de unge p.g.a. de specielle cykler som var gode til hop og tricks. Traditionel BMX er en ren sprint disciplin. Et BMX løb tager mellem 30 - 60 sekunder afhængig af aldersklassen der kører. I BMX er det vigtigt at have fuld kontrol med cyklen under såvel start som på hoppene. Der bliver kæmpet hårdt om placeringerne under BMX løb og kun de bedste teknikere og sprintere har en chance når startblokken falder. BMX er den af DMUs sportsgrene som er billigst. Du finder BMX klubber organiseret under DMU i næsten hele landet. Læs mere om BMX under BMX-fanen her på sitet.

Kort om Motocross

 Motocross er den af DMUs discipliner som både har flest klubber og udøvere. Der ligger ca. 50 klubber spredt udover det ganske land. Motocross er efterhånden meget stort i den sydlige del af Europa og i flere oversøiske nationer (f.eks. USA og Sydafrika). De internationalt bedste kørere har stjernestatus og kører i sommerhalvåret med i såvel store nationale som internationale serier. Desuden er der i de fleste lande indendørs arrangementer som kaldes Super Cross. Super-Cross arrangementer er i mange lande efterhånden blevet til tilskuermagneter p.g.a. de spektakulære og imponerende stunts som de bedste af kørerne kan udføre, og på grund af de mange spændende heats. I Danmark afholdes der i sommerhalvåret Motocross Danmarksmesterskaber, som bliver kørt rundt omkring i landet, i forskellige klasser, på store lukkede sand og jordbaner. Derudover afholdes der Danmarksmesterskaber i forskellige special-discipliner; såsom Trial, Enduro og Supermoto. Trial og Enduro adskiller sig meget fra traditionel Motocross. Trial køres på forhindringsbaner - og er en variation af den gammelkendte leg jorden er giftig. Enduro køres i eng, skov eller grusgrave på afmærkede områder. Supermoto køres på en kombination af asfaltbaner og jordbaner. Læs mere om motocross under mx-fanen her på sitet.

Kort om Road Racing

Road RacingRoad Racing er om noget en ekstremsport. Hastighederne i de store klasser når op på 300 km/t på langsiderne og kræver nærmest balletagtig smidighed og kropskontrol. Der køres i Danmark både i Produktionsklasser og rene Racer klasser. Produktionsklasserne består, som navnet siger, af almindeligt producerede motorcykler til gadebrug. Racerklasserne er meget dyre da motorerne er helt specielle. Racerklasserne er naturligvis dem som internationalt får mest medieopmærksomhed på grund af al den festivitas og professionalisme som omgiver de store VM serier. I Danmark er der ikke så mange baner at køre på for de store klasser - ret beset kun Jyllandsringen ved Silkeborg, Ring Djursland ved Tirstrup og Padborg Park ved Padborg. Men der eksisterer pt. klubber i alle de danske landsdele. De optager allesammen nye medlemmer og har løbende træningsarrangementer på lokale baner. For de unge køres der pocketbike, som er mini motorcykler på ca. 1 meter, og når de unge er vokset - eller vil køre lidt større maskiner, er der 50cc klasser og 80cc klasser. Dragracing er en forholdsvis ny sport under road racing, og er kørsel på tid over en kort distance.  Læs mere om Road Racing under Road Racing-fanen her på sitet..

Kort om Speedway

SpeedwaySpeedway er den kendteste af DMUs sportsdiscipliner. Speedway blev i gamle dage kaldt Dirt Track. I Speedway køres der på en rundbane og maskinerne er kendetegnet ved at være: én cylindrede, 4 ventilede, luftkølede og som brændstof anvendes der methanol (træsprit). Et yderligere særkende er, at maskinerne ikke er forsynet med hverken gear eller bremser. Speedway, som det ses på fjernsynet, er for de store drenge (og piger) og motoren er en 500cc maskine. Men for de yngre køres der også Speedway på 50cc og 80cc maskiner.
I DMUs mange Speedwayklubber er der micro og ynglinge afdelinger hvor drenge og piger helt ned til 3-4 år har mulighed for at deltage i ugentlig træning og udvikle deres tekniske færdighed. Læs mere om Speedway under Speedway-fanen her på sitet.