Dansk deltagelse ved Classic Trial stævner og løb i udlandet har længe været en tilbagevendende begivenhed. Derimod har det i en årrække knebet med dansk deltagelse i almindelige Trialløb i udlandet, men det ser nu ud til at begynde at vende.
Efter den Danske deltagelse i SSDT i Skotland, er turen nu kommet til det store Hobøl 2-dages stævne i Norge. Morten Andersen (AMK) og Jens Peter Andersen (AMK) havde taget turen til Norge, for at repræsentere Danmark. Morten Andersen er en af de yngste i den danske Elite klasse inden for Trial, og turen til Norge var ment som en træningstur, for at Morten kan få lidt International erfaring. Mortens far Jens Peter Andersen kører også Trial – men i den lidt mindre krævende B klasse, men det holdt ikke ham tilbage fra at prøve kræfter med Hobøl. Hobøl er et 2 dages stævne. Morten Andersen forsøgte sig på første dagen i Klasse B (ikke at sammenligne med Dansk Klasse B). Her blev det til en 11. plads – stærkt tynget af at skiltningen er meget anderledes end i DK, skulle der have stået nummer 6 på placeringen i stedet. Anden dagen prøvede Morten kræfter med den noget svære A Klasse – her blev han nummer 28, en placering der må betegnes som absolut godkendt. Jens Peter Andersen kørte med i Trim B klassen, og her lykkedes det for ham at hive metal med hjem til Danmark – Jens Peter kørte sig nemlig til en samlet 3. plads. Trial i vores broderlande er i øjeblikket niveau`er over dansk Trial – men en langsigtet indsats i dansk Trial skal bringe os op på niveau, så vi igen kan slå dem i Nordisk mesterskab. Og deltagelse i udenlandske stævner i Tyskland, Sverige, Norge og England, er vejen frem. Foto: Morten Andersen repræsenterede Danmark ved Hobøl-trial i Norge med bl.a. en 28. plads i A klassen.
|