Bo Vang er på benene igen efter hans store styrt sidst i maj måned, men selvom han på et tidspunkt havde håbet om, at kunne køre DM afdelingen på hans hjemmebane i Holstebro den 8. august, så må han nu indse at det ikke er muligt…
”Jeg kommer ikke til start ved DM i Holstebro. Min skulder er nok først klar om et par måneder og mit ben er heller ikke stærkt nok endnu” fortæller Bo Vang. Bo har været lidt irriteret over, at lægerne ikke ville opererer hans skulder, fordi de mente den ville vokse sammen af sig selv. Heldigvis tog Bo ikke den besked helt for gode vare, og da han kom til en speciel læge anbefalede han den nødvendige operation – og fortalte, at alt andet ville være endt med noget rigtigt skidt. Det er nu 3 uger siden Bo fik opereret skulderen og fik sat 8 skruer samt noget titanium ind. I lårbenet er der også sat støtte ind i form af et marv søm og nogle skruer, som stadigvæk præger gangen lidt, men Bo er begyndt at cykle en del, både på motions- og racercykel for at holde formen ved lige. Hvornår Bo kommer ud og køre igen ved han ikke endnu, men han skal til kontrol om en måned, og så er der forhåbentlig lidt bedre nyt, end sidste gang han spurgte til tidshorisonten for at køre cross igen. ”Sidst jeg spurgte lægen om, hvornår jeg måtte køre igen, fik jeg besked på, at det skulle jeg slet ikke tænke på endnu, og jeg måtte slet ikke løfte armen over 90 grader. Da jeg fortalte ham, at det gjorde man sådan set heller ikke når man kører cross, så blev han godt nok lidt sur” fortæller Bo om seneste kontrol besøg. Bo har da heller ikke tænkt sig at sætte helbredet over styr med en for tidlig DM deltagelse, og hans team chef Morten Juul Rasmussen i MX-Shop Racing team har også givet ham besked på, at holde den pause der skal til. En besked Bo sætter meget pris på, da det giver ham vished om, at der ikke er noget pres fra baglandet, der hellere ser ham komme sig fuldt ud inden et comeback. Bo Vang er imidlertid tilbage på crossbanen, og da dmusport.dk fangede ham på telefonen, var han og Brian Randrup i gang med afholdelsen af en træningsskole for 24 kørere på Troldkær banen i Holstebro. Heraf skal nogle af kørerne også deltage i DM afdelingen på banen den 8. august, og deres træner Bo Vang vil selvfølgelig også være blandt tilskuerne. |