|
De danske speedwaykørere har givet den gas allerede fra første heat i Scunthorpe. Selvom mange af kørerne ikke har siddet på en cykel siden oktober, så var der ingen slinger i valsen, da kørerne fik lov til at slippe koblingen på en perfekt bane og i dejligt solskinsvejr i Scunthorpe…
”Det minder mest af alt om køer, der kommer på græs om foråret for første gang” udtaler landstræner Anders Secher. Efter en omgang eller to, så falder tingene på plads. Det er ligesom at cykle, har man først lært det, så forsvinder det ikke lige sådan igen. Den første del af formiddagen blev brugt til lige at finde balancen og få sat cyklen rigtig op. Træningen forløb som planlagt og kørerne blev udsat for et tidtagningsudstyr, som i dag blev anvendt til at måle hvem der havde den hurtigste start og senere hvem der kunne køre den hurtigste omgang. Der var altså indbygget konkurrence allerede fra starten af. Kørerne fik undervejs feedback på om de var hurtige eller ej – derefter tilbage til ryttergården og så skulle der justeres. Det virkede helt efter planen – alle blev hurtigere gang efter gang – også selv om banen tørrede op undervejs. Konkurrencen om hurtigste start og hurtigste omgang var delt op i to grupper – kørere under 21 og en anden gruppe med de kørere, som er over 21. Resultatet af dagens konkurrence blev: U21 start: Vinder Lasse Bjerre U21 hurtigste omgang: Michael Jepsen Jensen O21 start: Nicolai Klindt O21 hurtigste omgang: Niels Kristian Iversen Der var enkelte kørere, som ikke fik fart nok i cyklen og de er nu ved at justere og skifte motorer. Landstræner Anders Secher fortæller: ”det har været en meget lærerig dag og kørerne har nu fået andet og mere at have fornemmelse af fart i. Der er nemlig blevet sat tid på. Det er ikke længere bare en fornemmelse og ”jeg kan høre at det går stærkt” – der er afregning ved kasse 1. Enten så kører det stærkt eller også så gør det ikke, og hvis det er sidstnævnte der er tale om, så er det ind og justere på opsætningen.” Vejret har været perfekt. Solen har skinnet fra en klar himmel og man har været forskånet for alvorlige uheld. I morgen er der lovet lidt regn og det glæder Anders Secher, som siger: ”Vi skal køre U21 VM hold semifinale i Scunthorpe sidst i maj. I dag har vi kørt på et stuegulv uden træk, og sådan en bane kommer vi formentlig ikke til at køre på i U21 VM hold semifinalen – derfor bliver det godt med en helt anderledes bane i morgen”. |