Off-Track: DMU Trialskole 2012
11/11-2011

Efter en hård Weekend, er årets Trialskole nu afviklet. Som sidste år, blev også denne træningsskole afholdt i området ved Dan Poulsen, idet området tilbyder alle de faciliteter der er påkrævet til træning, forplejning, indkvartering – og ikke mindst muligheden for at kunne skrue…

Sidste år var det en noget våd træningsskole, og selv om vandet også kom søndag – var mudderet ikke den største fjende.

Træningsskolen var lavet specielt for B og C kørere, hvilket må siges at være en succes. De 15 fremmødte kørere fik noget at se til, og vi kan uden at lyve sige at alle fik noget med hjem.

Der blev lavet hold, som var sat efter erfaring og klassement – med hver sin træner tilknyttet. Der blev specielt brugt energi på at få de grundlæggende færdigheder som balance og maskinkontrol på plads – inden man gik videre til de lidt større forhindringer.

Som sidste år, var træningsskolen med forplejning og overnatning. Efter at have indtaget et velfortjent aftensmåltid lørdag, blev aftenen brugt på at snakke Trial, se lidt videoer – og så i tidligt seng.
Det er altid rart at se så mange glade ansigter – også selv om trætheden var at spore i de fleste (dog måske lige undtaget Erik – der har energi for 10 mand).

Der skal fra Sportsudvalget lyde en stor tak til Dan (og ikke mindst Tina og ungerne) for at vi må bruge området – og at de gider have små 20 Trialkørere igennem stuerne på sådan en weekend.
Samtidig skal der også lyde en stor tak til de frivillige hjælper og trænere, som vil bruge en weekend på at gøre det godt for de fremmødte.

/Thomas Ertmann
Sportsudvalget for Trial - DMU