|
#11 Hasse Lorentzen havde knap nok fået gang i sit comeback, før han røg i jorden og måtte udgå af DM-A i Næstved. Nu dropper han den videre DM-A deltagelse og satser på en helt ny klasse…
Hasse var med helt fremme i starten af første heat ved DM i Næstved, men desværre ryger han med ned da Kasper Lynggaard vælter, og bliver derefter kørt over af Kasper Jensen. Og her sluttede DM-A sæsonen nærmest før den var kommet i gang. - Det ødelægger det hele. Her fire uger efter, har jeg stadigvæk ondt i mit knæ og min hofte, så det var lidt værre end først antaget, siger en ærgerlig Hasse Lorentzen om styrtet. Velvidende, at hans sæson i DM-A, har Hasse faktisk valgt at sælge sin crosser, og venter på at der kommer en ny model til sommer. - Til sommer kommer den nye KTM som Ryan Dungey kører på i USA, og så køber jeg den. Så kan jeg træne lidt og hygge mig med det – og måske køre med ved SM i Slagelse. Herefter regner Hasse med, at han er klar til at køre DM igen til næste år, men det bliver i en helt anden klasse. Til den tid er Hasse nemlig blevet gammel nok til at kunne køre med hos de voksne i Old Boys 33+ klassen. - Jeg ved ikke hvad jeg kan blive. Jesper Kjær er nok ikke til at røre – det træner jeg slet ikke nok til – men jeg har ingen ide om, hvor hurtigt de andre kører. Selvom Hasse ikke kommer til start i Svendborg, så vil han alligevel være til stede på søndag, da han skal hjælpe lidt til i baglandet hos #184 Martin Hansen i MX2 klassen. Når Hasse nu ikke selv kan være med i Svendborg, så får han lige lov til at give et skud på hvem der vinder: - Hmmmm, I MX2 bliver det nok imellem de to gange Jørgensen og Mathias Keller (Rasmus K. Jørgensen og Mathias Jørgensen). Og så med Thomas (Kjer Olsen) som et Wildcard – jeg tror ikke helt, at han er hurtig nok på det hårde. - I MX1 er jeg ikke helt sikker på, hvor meget (Kasper) Lynggaard er oppe i gear igen. Jeg håber Nicolai (M. Hansen) kan tage dem og vinder, men ellers bliver det nok imellem de to og så Stefan (Kjer Olsen) og Kasper Jensen. De kører jo næsten lige stærkt. Og så med Tonni Andersen som et Wildcard. Han kan godt lave et par gode heat der ovre. |